Solstråle

1. Dit navn og evt alder (evt anonymt/professionelt)
Solstrålen, 36 år.

2. Hvor længe har du arbejdet i branchen?
13 år on and off.

3. Hvilken slags sexarbejde arbejder du med og hvorhenne?
På natklubber, escort og på massageklinikker flere steder gennem tiden. Blide former for sex.

4. Hvad føler du er de største fordele ved dit arbejde?
De første år i natklubber var hårde pga. druk og uendelige fester. Det har hjulpet mig at starte på massageklinikker, hvor den slags ikke må forekomme. Man tager vare på sig selv på en helt anden og sundere måde, og man passer på sig selv og sin krop.
Arbejdet styrker selvtilliden, man får mange komplimenter. Det har hjulpet mig ud af en depression og nogle svære perioder i mit liv. Det får mig til at føle mig levende, og jeg føler, at jeg gør noget godt for andre også, så jeg ikke bare sidder derhjemme. Det har også hjulpet mig med at finde nye veje. Det har givet mig styrken til at starte på en uddannelse, som jeg længe har ønsket mig, og nu har penge til at finansiere selv. Pga. af min ordblindhed har det taget lang tid for mig at finde roen og troen på mig selv til at turde.
Det har været en slags terapi for mig, for jeg får meget mere ud af mændene, end de ved – og her tænker jeg ikke på penge.
Selvfølgelig er det altid en dans på roser i mit job, men det meste af tiden er det søde og respektfulde mænd, man møder. Sødere end ude i det virkelige liv, fordi man kommer ind på livet af hinanden på en anden måde.

5. Oplever du at medier og politikere generelt giver et rigtigt billede af prostitution og dit arbejde? Hvis nej, hvorfor ikke?
Nej, det synes jeg ikke. De skal ikke blande os sammen med de udenlandske piger. Og jeg er træt af, at hver gang branchen omtales i medierne, så går det ned af bakke for os, fordi de giver et forkert indtryk af os. Plus at det ikke er særlig rart, at politi og skattefolk kommer brasende ind, mens vi ligger nøgne med kunderne. Det er en helt forkert måde at håndtere tingene på. Tænk på: de vil jo gerne have vores skattepenge, så kunne de godt være lidt mere diskrete og ikke jage vores kunder væk.

6. Nogle politikere og feminister siger jævnligt, at “Ingen sexarbejder har taget et frit valg”. Hvad synes du om det, og føler du dig selv tvunget til dit arbejde?
Om jeg så vandt en million, ville jeg forsætte i mit job. Vi har alle en grund til, hvorfor vi er startet. Om det er økonomisk krise eller en livskrise eller bare en hobby. Jeg tror ikke nogen danske piger arbejder under tvang – så skulle det være pga. staten, fordi man skal tjene penge ind til skat. Staten er den største alfons.

7. Er det svært at stå offentligt frem? Hvis ja, hvorfor?
Ja, det er det fordi, det er branche man kigger skævt til. Når f.eks frisøren spørger, hvad man laver, kan man ikke svare : ”hey, jeg er luder”. Så vil hun nok se ned på én. Så man lever i en dobbeltverden. Men jeg ønsker at stå frem, fordi jeg er træt af, at vi ikke har bedre forhold og bedre rettigheder.

8. Hvad synes du om at kvindegrupper og politiske kræfter ønsker at kriminalisere sexarbejde og/eller kunderne?
Jeg synes, de skulle blande sig uden. De har aldrig været i branchen, så de ved ikke, hvad de snakker om. Det virker mere som om, de er jaloux eller bange for, at vi tager deres mænd.
Det burde selvfølgelig være kriminelt med piger, der arbejder under tvang og dårlige forhold.

9. Hvad tror du ville forbedre din arbejdssituation?
At vi skulle betale et engangsbeløb i skat, sådan som de gør i Tyskland. For det er umuligt at holde styr på, hvor meget vi egentlig tjener. Og selvfølgelig skal vi også give vores bidrag til samfundet. Det er bare åndssvagt at bruge så meget tid og penge på at kontrollere os og lave razziaer, for hvis forholdene var bedre, ville det ikke være nødvendig, for så ville mange flere piger registrere sig.
De nuværende regler gør det sværere at stoppe igen. Det som egentlig skulle være et bierhverv bliver nemt til et hovederhverv, fordi man lige pludselig skal lægge masser af penge til skat og moms. Man betaler jo ikke skat af at have en rig elsker. Men det skal vi, der ikke har nok i en.
Vi har i forvejen ingen ret til sygedagpenge, a-kasser og forsikringer, som er utrolig vigtigt. Vi har heller ingen, som kommer rundt og tilbyder os sundhedstjek, som de får hver måned i Tyskland. Vi får ingenting for vores skattepenge.
Og hvorfor skal jeg betale moms af mine kønsdele? Andre liberale erhverv betaler ikke moms.

10. Er er andet du vil sige om sexarbejde og den offentlige debat?
Sexarbejde er kommet for at blive. Det var her før Kristus, og det forsvinder ikke igen. Bare se i Sverige.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *